Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 25/2024 · Bekendtgørelse om stemmesedler til brug ved kommunale og regionale valg

BEK 25/2024 Art. 8

In KraftAmtlicher Text

En kandidatliste til kommunale valg kan anmode om, at der i forlængelse af eller under navnene på samtlige af kandidatlistens kandidater med almindelige typer anføres en betegnelse for den geografiske lokalitet, hvor vedkommende kandidat har sin bopæl.

Stk. 2. En kandidatliste til regionale valg kan anmode om, at der i forlængelse af eller under navnene på samtlige af kandidatlistens kandidater med almindelige typer anføres en betegnelse for den kommune eller den geografiske lokalitet, hvor vedkommende kandidat har sin bopæl.

Stk. 3. Anmodning efter stk. 1 og 2 skal indleveres skriftligt til valgbestyrelsens formand samtidig med indlevering af kandidatlisten. Anmodningen skal for hver enkelt kandidat indeholde oplysning om den betegnelse, der ønskes anført på stemmesedlerne. Anmodningen skal være underskrevet af kandidatlistens repræsentant. Anmodningen kan ikke tilbagekaldes.

Stk. 4. Indeholder anmodningen, jf. stk. 3, ikke de i stk. 3, 2. pkt., anførte oplysninger for en kandidat, skal den pågældende kandidat til kommunale valg på stemmesedlen anføres med postdistriktet for den adresse, hvor den pågældende kandidat er bopælsregistreret i CPR, jf. dog stk. 5 og 6, og for så vidt angår en kandidat til regionale valg med navnet på den kommune, hvor den pågældende kandidat er bopælsregistreret i CPR, jf. dog stk. 5 og 6. Valgbestyrelsen træffer afgørelse herom.

Stk. 5. En kandidat, der er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union og registreret i Udenrigsministeriets protokol (EU-diplomat), skal i den i stk. 4 nævnte situation til kommunale valg anføres på stemmesedlen med postdistriktet for den adresse, hvor den pågældende kandidat har sin private bolig, og til regionale valg med navnet på den kommune, hvor den pågældende kandidat har sin private bolig (adresse).

Stk. 6. En kandidat, der er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, og som lovligt har bopæl i Danmark uden at være bopælsregistreret i CPR eller registreret i Udenrigsministeriets protokol, skal i den i stk. 4 nævnte situation til kommunale valg anføres på stemmesedlen med postdistriktet for den adresse, hvor den pågældende kandidat lovligt har bopæl, og til regionale valg med navnet på den kommune, hvor den pågældende kandidat lovligt har bopæl.