Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1808/2023 · Bekendtgørelse om udbetaling af bonus til private arbejdsgivere, der ansætter elever i uddannelsessporet erhvervsgrunduddannelse efter lov om forberedende grunduddannelse (egu-fgu-bonusordningen)

BEK 1808/2023 Art. 4

In KraftAmtlicher Text

Bonus beregnes og udbetales af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag på grundlag af indberetning af oplysninger om uddannelsesplaner, forløbsplaner, praktikaftaler og afsluttede virksomhedspraktikforløb til det af Børne- og Undervisningsministeriets godkendte studieadministrative system, som institutionen for forberedende grunduddannelse har valgt at benytte til registrering af disse oplysninger.

Stk. 2. I særlige tilfælde kan der, efter aftale med Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, anvendes blanketter til indberetning af praktikaftaler.

Stk. 3. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag beregner bonus til de berettigede private arbejdsgivere på grundlag af det samlede antal praktikdage i den enkelte elevs uddannelse opgjort som det antal kalenderdage, der er indgået i den gennemførte henholdsvis afbrudte praktikperiode, jf. § 3. Antallet af praktikdage i hver praktikperiode opgøres som antallet af kalenderdage fra praktikperiodens begyndelsesdag til dens afslutningsdag. Hvis en kalenderdag indgår i flere praktikperioder, bliver den pågældende kalenderdag delt ligeligt mellem de berettigede arbejdsgivere.

Stk. 4. En arbejdsgivers bonusbeløb for en praktikperiode beregnes som 82 kr. multipliceret med det opgjorte antal praktikdage, jf. stk. 3. Der kan højst udbetales bonus for en samlet praktikuddannelsestid på 485 praktikdage i en elevs samlede erhvervsgrunduddannelse, regnet fra uddannelsens begyndelsesdag.

Stk. 5. I beregningen af maksimum for den samlede praktikuddannelsestid efter stk. 4 medtælles: 1) Praktikperioder hos arbejdsgivere, som ikke er bonusberettigede, jf. § 1. 2) Praktikdage, for hvilke der ikke udbetales bonus til en arbejdsgiver, jf. § 2, stk. 2.

Stk. 6. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag udbetaler bonusbeløbet til arbejdsgiverens Nemkonto.

Stk. 7. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag sender et udbetalingsbrev til arbejdsgiverens e-boks med oplysning om, hvad bonusbeløbet vedrører. Oplysninger om udbetalingerne, og hvordan de er beregnet, vil fremgå af Virk.dk.