BEK 1742/2023 · Bekendtgørelse om mandat til grønne lån og garantier
BEK 1742/2023 Art. 2
Som en videreførelse af indsatsen under Danmarks Grønne Investeringsfond, jf. lov nr. 1285 af 9. december 2014 om Danmarks Grønne Investeringsfond, kan Danmarks Eksport- og Investeringsfond i medfør af denne bekendtgørelse medfinansiere investeringer, der fremmer den grønne omstilling af samfundet. Ved grøn omstilling forstås både tiltag, som kan fremme national grøn omstilling, og tiltag, som kan fremme global grøn omstilling, herunder udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi m.v. og fremme af global eksport af grøn teknologi, eksempelvis inden for vind og energieffektiviseringsløsninger. Finansieringen skal bidrage til opfyldelse af temperaturmålene som defineret i Parisaftalen under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) vedtaget i Paris den 12. december 2015 på den 21. partskonference (COP21) under UNFCCC og underskrevet af Danmark i New York den 22. april 2016 og realisering af nationale klimamål og skal således aktivt finansiere tiltag, der reducerer belastningen for klima, natur og miljø, herunder tiltag rettet mod vandknaphed, fødevaremangel og bæredygtig fødevareproduktion.
Stk. 2. Ved udvælgelsen af projekter og initiativer, der kan bidrage til enten den nationale grønne omstilling eller den globale grønne omstilling, foretager Danmarks Eksport- og Investeringsfond en samlet vurdering af det kommercielle og det omstillingsmæssige potentiale af det enkelte projekt eller initiativ. Til brug for denne vurdering inddrager Danmarks Eksport- og Investeringsfond dels EU’s klassificeringssystem (taksonomi) for bæredygtige økonomiske investeringer og dels andre vurderingsprincipper og kriterier af relevans for vurderingen af projektet eller initiativets potentiale til at bidrage til den grønne omstilling. De nærmere kriterier for vurderingen af det omstillingsmæssige potentiale fastlægges ved Politik for finansiering/investering omfattet af Danmarks Grønne Fremtidsfond.
Stk. 3. Formålet opnås gennem lån og garantier til investeringer, der fremmer en grøn omstilling af samfundet, dette kan for eksempel, men ikke udelukkende, være inden for følgende områder: 1) Energibesparelser. 2) Vedvarende energianlæg. 3) Større ressourceeffektivitet.