BEK 1738/2023 · Bekendtgørelse om accelerationspulje
BEK 1738/2023 Art. 6
Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan til og med 2030 anvende accelerationspuljen til finansieringer og investeringer inden for en ramme på 500,0 mio. kr.
Stk. 2. Finansieringsrammen for accelerationspuljen består af en adgang til at optage lån på 500 mio. kr.
Stk. 3. En virksomhed indgår i accelerationspuljen med 50 pct. af den bogførte værdi af Danmarks Eksport- og Investeringsfonds eksponering på det tidspunkt, hvor virksomheden placeres i puljen. Den bogførte værdi beregnes kun på den eksponering, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond har gennem egenkapitalinvesteringer, fondsinvesteringer eller konvertible lån. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan beslutte, hvorledes den samlede portefølje af virksomheder i accelerationspuljen sammensættes med hensyntagen til de ovennævnte kriterier, jf. §3.
Stk. 4. Den samlede værdi opgjort på tilgangstidspunktet, jf. stk. 3, af de virksomheder, der indgår i accelerationspuljen, definerer adgangen til at optage lån, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond har mulighed for at anvende, dog maksimalt op til 500 mio. kr. Den samlede inkluderede værdi i puljen kan overstige 500 mio. kr., men Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan maksimalt optage lån for 500 mio. kr.
Stk. 5. Danmarks Eksport- og Investeringsfond hæfter for eventuelle tab på investeringer, der er lagt ind i ordningen, ligesom et eventuelt overskud tilfalder Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Stk. 6. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds administrationsomkostninger afholdes inden for afkastet på investeringerne.
Stk. 7. Accelerationspuljen er revolverende frem til 2030, hvor faciliteten bortfalder. Er provenuet fra salget af en virksomhed i Accelerationspuljen lavere end beløbet, som virksomheden blev optaget med i Accelerationspuljen, kan Danmarks Eksport- og Investeringsfond fortsat inkludere et beløb i Accelerationspuljen, der svarer til differencen mellem den realiserede pris og beløbet, der oprindeligt var inkluderet i puljen.