BEK 1707/2023 Art. 5
Når der i en virksomhed eller en husstand er mistanke om eller konstateret smitte med lavpatogen aviær influenza, pålægges virksomheden eller husstanden, et offentligt tilsyn, der bl.a. kan omfatte følgende: 1) Påbud om, at der ikke flyttes fjerkræ eller fugle i fangenskab eller fugle som selskabsdyr til eller fra virksomheden eller husstanden, jf. dog § 6. 2) Påbud om, at der ikke flyttes svin eller andre landpattedyr fra virksomheden, jf. dog § 6. 3) Påbud om, at dyr i virksomheden eller i husstanden ikke har kontakt med andre fjerkræ eller fugle i fangenskab eller fugle som selskabsdyr i eller uden for virksomheden eller husstanden. 4) Påbud om, at der ikke fraflyttes produkter, der kan sprede smitten til andre virksomheder eller husstande, jf. dog § 6. 5) Påbud om bortskaffelse eller behandling af foder, hele eller dele af dyrekroppe, gødning og gylle sker på en sådan måde, at spredning af smitte til andre virksomheder eller husstande undgås. 6) Påbud om rengøring og desinficering af redskaber, maskiner og lignende, der har været i kontakt med fuglene, inden de fjernes fra fuglenes opholdssteder. 7) Påbud om at lade prøver fra svin eller andre landpattedyr i virksomheden udtage og indsende til undersøgelse for aviær influenza.