BEK 1705/2023 Art. 14
Ved førtidspensionistens eller seniorpensionistens død før folkepensionsalderen, udbetaler ATP et engangsbeløb til boet. Engangsbeløbet udgør 75 pct. af de indbetalte bidrag efter den 1. januar 2013 med tillæg af et beløb svarende til 75 pct. af et eventuelt indestående på medlemmets konto pr. den 31. december 2012 og med tillæg af forrentning frem til dødsfaldet, jf. § 17 r, stk. 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. ATP udbetaler engangsbeløbet, når ATP modtager meddelelse om dødsfaldet fra CPR-registeret. Hvis personen boede i udlandet på tidspunktet for dødsfaldet, sker udbetalingen efter anmodning fra det berettigede dødsbo.
Stk. 2. Ved død efter folkepensionsalderen udgør engangsbeløbet 50 pct. af de indbetalte bidrag efter den 1. januar 2013 med tillæg af et beløb svarende til 50 pct. af et eventuelt indestående på medlemmets konto pr. den 31. december 2012 og med tillæg af forrentning frem til dødsfaldet. Engangsbeløbet aftrappes med 1/60 for hver påbegyndt kalendermåned efter dødsfaldet sker, og således at engangsbeløbet bortfalder fuldt ud 5 år efter folkepensionsalderen.
Stk. 3. Ved død før folkepensionsalderen, kan engangsbeløbet, uanset stk. 1, for en person, som har indbetalt bidrag til Den Supplerende Arbejdsmarkedspension for Førtidspensionister før den 1. januar 2013, ikke udgøre et mindre beløb end det beløb, som indestod på personens særskilte konto den 31. december 2012.