BEK 1690/2023 Art. 1
Myndigheder, selvejende institutioner, private tilbud, foreninger m.v. omfattet af anvendelsesområderne for lov om social service og barnets lov og frivillige sociale organisationer og foreninger m.v., der modtager offentlige midler på Social-, Bolig- og Ældreministeriets område, skal indhente børneattest, inden de ansætter eller beskæftiger personer, hvor der er tale om en fast tilknytning, herunder for frivillige og praktikanter, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år, jf. § 2.
Stk. 2. Stk. 1 gælder endvidere for ansættelse eller beskæftigelse af personer på områder, som er nævnt i stk. 1, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 15 år og derved kan opnå direkte kontakt med disse børn, samt for personer, der som et led i udførelsen af deres opgaver, har kontakt med børn under 15 år telefonisk, via chat eller andre digitale platforme, jf. § 2.
Stk. 3. Indhentelse af børneattest skal ske i overensstemmelse med de regler, der gælder for sådanne attester i § 32 i bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregistret), herunder at den, oplysningerne angår, har meddelt skriftligt samtykke til indhentelsen.