BEK 1642/2023 · Bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v.
BEK 1642/2023 Art. 51
Kapitalforvaltning
Dispositionsfondens og afdelingernes midler skal være anbragt således, at de kan påregnes rettidigt at kunne gøres likvide til anvendelse efter deres formål. Kassebeholdningen må ikke overstige afdelingens behov for løbende at kunne afholde sine udgifter.
Stk. 2. Likvid arbejdskapital, som ikke indgår i kassebeholdningen, likvide midler i dispositionsfonden samt afdelingsmidler skal placeres i et eller flere af følgende aktiver udstedt i danske kroner eller euro: 1) Indlån i pengeinstitutter, som har vedtægtsmæssigt hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. 2) Realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og andre obligationer, som frembyder en tilsvarende sikkerhed, idet værdipapirerne skal være udstedt i og optaget til handel på et reguleret marked i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. 3) Obligationer eller gældsbreve udstedt eller garanteret af stater eller regionale eller lokale myndigheder med skatteudskrivningsret inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. 4) Afdelinger i UCITS, når disse afdelinger alene placerer midlerne som anført i nr. 1-3. Hvis midlerne anbringes i afdelinger i UCITS, der administreres af et foreningsejet investeringsforvaltningsselskab, kan disse afdelingers midler dog i fornødent omfang placeres som aktier i investeringsforvaltningsselskabet.
Stk. 3. Afdelingernes midler kan endvidere placeres i UCITS eller forvaltningsordninger, som ud over stk. 2, nr. 1-3, investerer en andel af midlerne i: 1) Noterede aktier eller aktier i investeringsforvaltningsselskaber omfattet af stk. 2, nr. 4, 2. pkt. 2) Virksomhedsobligationer. 3) Finansielle instrumenter på dækket basis, jf. kapitel 4 i bekendtgørelse om danske UCITS` anvendelse af afledte finansielle instrumenter.
Stk. 4. Følgende betingelser skal være opfyldt for, at afdelingernes midler kan placeres efter stk. 3: 1) Andelen kan højst udgøre 30 pct. af afdelingsmidlerne i en boligorganisation. Ved opgørelse af andelen ses bort fra anvendelse af afdelingsmidler efter stk. 7 og 8. I forbindelse med den årlige regnskabsafslutning nedbringes andelen, hvis det er nødvendigt for at overholde kravet i 1. pkt. 2) Boligorganisationen skal sikre en begrænsning af omkostningerne og en afbalanceret eksponering på forskellige kategorier og lande. Der kan anvendes anerkendte metoder og standarder til sikring af hensyn til investeringernes bæredygtighed. 3) Ved første placering af afdelingsmidlerne skal der ske anmeldelse til Landsbyggefonden. Placeringen skal overholde fondens regler om garantiordning for afdelingsmidler, jf. § 88, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.
Stk. 5. Ved en UCITS forstås et investeringsinstitut, som omfattes af § 2, nr. 4, i lov om investeringsforeninger m.v. Placering af midler kan ske i UCITS med vedtægtsmæssigt hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
Stk. 6. En forvaltningsordning skal varetages af et pengeinstitut, som er godkendt til at udøve virksomhed som værdipapirhandler og fondsmæglerselskab. Pengeinstituttet skal endvidere være godkendt af Landsbyggefonden til at varetage kapitalforvaltning af afdelingsmidler, og Landsbyggefonden skal have indgået en rammeaftale med pengeinstituttet om kapitalforvaltningen, idet Landsbyggefonden forhandler aftalevilkårene på vegne af boligorganisationerne. Hvis en boligorganisation ønsker at gøre brug af en forvaltningsordning skal boligorganisationen bemyndige Landsbyggefonden til at indgå en aftale herom på boligorganisationens vegne.
Stk. 7. En afdelings midler kan udlånes til boligorganisationens andre almene afdelinger. Boligorganisationen skal indestå for, at der er uomtvistelig god sikkerhed for midlerne, og at de kan frigøres med kort varsel. Udlån må ikke ske til afdelinger med opsamlede driftsunderskud, der skyldes udlejningsvanskeligheder, eller til afdelinger, hvor udlejningsvanskeligheder forventes. Det samme gælder for udlån fra en boligorganisation til en anden boligorganisation gennem en administrationsorganisation, hvor begge boligorganisationer er medlemmer.
Stk. 8. En afdelings midler kan lånes af afdelingen selv.
Stk. 9. Lån af afdelingsmidler efter stk. 7-8 skal afdrages over højst 10 år. Dog afdrages lån til forbedringer efter § 37 b, stk. 1, i lov om almene boliger m.v. over højst 30 år.