BEK 1642/2023 · Bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v.
BEK 1642/2023 Art. 12
Boligorganisationens bestyrelse
Boligorganisationens bestyrelse har den overordnede ledelse af boligorganisationen og dens afdelinger. Bestyrelsen er ansvarlig for driften, herunder for at den organiseres og tilrettelægges effektivt, samt for at udlejning, budgetlægning, regnskabsaflæggelse, lejefastsættelse og den daglige administration sker i overensstemmelse med de regler, der gælder herfor.
Stk. 2. Er ikke andet bestemt i vedtægterne, forpligtes boligorganisationen og dens enkelte afdelinger ved underskrift af den samlede bestyrelse eller af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være bestyrelsens formand eller næstformand, i forening med forretningsføreren eller direktøren, hvis en sådan er ansat.
Stk. 3. Aftaler om forretningsførelse skal indgås skriftligt med fastsættelse af klare opsigelsesregler, herunder at de skal kunne opsiges med 1 års varsel til førstkommende månedsskifte. De indgåede aftaler skal være offentligt tilgængelige.