BEK 1638/2023 Art. 5
Generelle bestemmelser
Eksportvirksomheder er ansvarlige for deres samhandel eller eksport af fødevarer eller fødevarekontaktmaterialer til EU-samhandelsområdet eller tredjelande og skal overholde betingelserne for samhandel eller eksport til det pågældende land, herunder betingelser som fremgår af denne bekendtgørelse, gældende versioner af certifikater samt øvrige betingelser offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside eller i TRACES.
Stk. 2. Forelæggelse for Fødevarestyrelsen af et certifikat og eventuelle ledsagedokumenter med henblik på eksport eller samhandel betragtes som en anmodning om udstedelse af certifikat til eksport eller samhandel af sendingen.
Stk. 3. Eksportvirksomheder må kun forelægge gældende versioner af certifikater for Fødevarestyrelsen til underskrift.
Stk. 4. Den eksportvirksomhed, der forelægger et certifikat for Fødevarestyrelsen til underskrift, er ansvarlig for, at det er den gældende version der forelægges, samt at de oplysninger, der fremgår af certifikatet og eventuelle ledsagedokumenter, er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Stk. 5. Eksportvirksomheder skal sikre, at de betingelser og oplysninger anført i de i stk. 2, nævnte dokumenter samt i indenrigserklæringer, der forelægges Fødevarestyrelsen, er overholdt henholdsvis korrekte.
Stk. 6. Hvis EU eller Fødevarestyrelsen med de kompetente myndigheder i et tredjeland har aftalt betingelser for eksport i et certifikat, og disse certifikater er offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside herunder Fødevarestyrelsens certifikatdatabase eller i TRACES, må produkter omfattet af disse certifikater kun eksporteres med anvendelse heraf. Dette gælder også for de certifikater, hvori der alene er fastsat tredjelandslandes ensidigt fremsatte krav.
Stk. 7. Fødevarestyrelsen kan fravige kravet i stk. 6, hvis eksportvirksomheden fremlægger dokumentation fra den kompetente myndighed i modtagerlandet for, at fødevaren eller fødevarekontaktmaterialet tillades indført på andre vilkår.
Stk. 8. Såfremt en virksomhed har afsendt fødevarer eller fødevarekontaktmaterialer, som viser sig ikke at være i overensstemmelse med et udstedt certifikat, ledsagedokument eller indenrigserklæring, skal virksomheden straks underrette Fødevarestyrelsen herom.
Stk. 9. Eksport af fødevarer, der ikke overholder de relevante krav i fødevarelovgivningen, kan foretages, hvis eksportvirksomheden over for Fødevarestyrelsen dokumenterer, at fødevaren eksporteres i overensstemmelse med gældende regler i modtagerlandet eller efter udtrykkelig godkendelse fra den kompetente myndighed i modtagerlandet, der er blevet fuldt informeret om de årsager og omstændigheder der gjorde, at den pågældende fødevare ikke overholder de gældende regler.
Stk. 10. Fødevarer eller fødevarekontaktmaterialer, der er vurderet farlige af Fødevarestyrelsen, kan ikke eksporteres.