BEK 1626/2023 Art. 9
I de tilfælde, hvor vejmyndigheden har indført efteranmeldelsesordningen, jf. § 8, kan en graveaktør udføre mindre og korterevarende gravearbejder, jf. stk. 2, uden en forudgående tilladelse, dog efter der er indhentet ledningsoplysninger i Ledningsejerregistret, på offentlige veje, offentlige stier, private fællesveje og private fællesstier i byer og bymæssige områder, jf. privatvejslovens § 3, hvor den højst tilladte hastighed er 50 km/t.
Stk. 2. Ved mindre, korterevarende gravearbejder forstås enkeltstående arbejder på vej, vejudstyr og ledninger i og over vejareal, der er afsluttet senest 48 timer efter arbejdets påbegyndelse. Udgravningen må ikke være længere end 10 meter og bredere end 2 meter samt have et randareal på 1 meter for hver ende og 1 meter langs den ene side af udgravningen. Udgravningen må ikke være dybere end 1 meter. Vejen skal til enhver tid kunne passeres i én kørselsretning.
Stk. 3. Arbejder udført efter stk. 1, skal efteranmeldes til vejmyndigheden snarest muligt dog senest 1 arbejdsdag efter gravearbejdet er påbegyndt.
Stk. 4. Der skal altid søges om gravetilladelse, jf. § 1, ved projekter med jordfortrængning, underboring og indvendig foring.