BEK 1483/2023 Art. 5
Skoleoplæringsydelsen udbetales fra den dag, eleven og lærlingen begynder i skoleoplæring eller i skoleundervisningen, og indtil den dag eleven og lærlingen forlader skoleoplæringen eller indtil den dag en elev og lærling, der er optaget til skoleundervisning uden uddannelsesaftale, jf. § 66 e, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, afslutter skoleundervisningen, jf. dog § 1, stk. 2.
Stk. 2. Skoleydelsen udbetales fra den dag, eleven og lærlingen begynder i fgu-baseret erhvervsuddannelse, og indtil den dag, eleven og lærlingen forlader eller afslutter uddannelsen, jf. dog § 2, stk. 2.
Stk. 3. Skoleoplæringsydelsen og skoleydelsen udbetales uanset fravær ved ferier og helligdage samt sygdom, jf. dog stk. 4-6.
Stk. 4. Skoleoplæringsydelse og skoleydelse kan for den enkelte elev og lærling højst udbetales under ferie i 5 uger pr. løbende år regnet fra elevens og lærlingens optagelse i skoleoplæring eller i fgu-baseret erhvervsuddannelse.
Stk. 5. Skoleoplæringsydelsen og skoleydelsen udbetales ikke ved afholdelse af ferie med feriegodtgørelse fra tidligere beskæftigelse.
Stk. 6. Ved andet fravær end nævnt i stk. 3, som ikke er godkendt af skolen, nedsættes ydelserne forholdsmæssigt.
Stk. 7. Skoleoplæringsydelsen og skoleydelsen betales bagud senest med udgangen af måneden.