BEK 1408/2023 · Bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg
BEK 1408/2023 Art. 1
Anvendelsesområde
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på 1) fyringsanlæg med en nominel indfyret termisk effekt på mere end eller lig med 1 MW og mindre end 50 MW (mellemstore fyringsanlæg), uanset hvilken brændselstype de anvender, og 2) en kombination af nye mellemstore fyringsanlæg i henhold til stk. 2, herunder en kombination, hvor den samlede nominelle indfyrede termiske effekt er på mere end eller lig med 50 MW, medmindre denne kombination udgør et fyringsanlæg, der er omfattet af bekendtgørelse om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg.
Stk. 2. En kombination af to eller flere nye mellemstore fyringsanlæg anses for at være ét enkelt mellemstort fyringsanlæg, og deres nominelle indfyrede termiske effekt betragtes under ét med henblik på beregningen af den samlede nominelle indfyrede termiske effekt, hvis 1) røggasserne fra sådanne mellemstore fyringsanlæg udledes gennem en fælles skorsten, eller 2) røggasserne fra sådanne mellemstore fyringsanlæg efter tilsynsmyndighedens vurdering og under hensyn til tekniske og økonomiske forhold kan udledes gennem en fælles skorsten.