Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1400/2023 · Bekendtgørelse om indtægtsramme og reguleringsregnskab for den, der varetager transmissionsvirksomhed af elektricitet

BEK 1400/2023 Art. 6

Omfang og beregning af indtægtsramme

In KraftAmtlicher Text

Transmissionsvirksomhedens omkostningsramme i reguleringsperioden, jf. dog stk. 6, udgør de gennemsnitlige omkostninger i foregående reguleringsperiode, hvor de enkelte års omkostninger inden gennemsnitsberegningen er: 1) justeret for tillæg og fradrag, som Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om på baggrund af forhold omfattet af §§ 13-15, efter metoden i stk. 4, jf. dog stk. 5, og 2) justeret for pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode, og hvor nr. 1 ligeledes er justeret for pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode.

Stk. 2. Omkostningsrammen justeres inden for indeværende reguleringsperiode for: 1) pristalsudvikling til og med reguleringsåret, og 2) justeringer som følge af afgørelser, som Forsyningstilsynet har truffet på baggrund af forhold omfattet af §§ 13-15, og som er gældende for reguleringsåret, jf. dog stk. 5.

Stk. 3. Omkostningsrammen nedsættes, hvis transmissionsvirksomheden er identificeret som vedvarende ineffektiv, jf. § 18.

Stk. 4. Justeringen efter stk. 1, nr. 1, foretages på en sådan måde, at tillæg fradrages og fradrag tillægges. Der justeres alene for de tillæg og fradrag, der vedrører driftsomkostninger og afskrivninger.

Stk. 5. Har en regnskabsført omkostning påvirket transmissionsvirksomhedens omkostninger i hele den foregående reguleringsperiode, og er der truffet afgørelse om tillæg eller fradrag af omkostningsrammen vedrørende omkostningen, justeres der ikke for forhøjelsen eller nedsættelsen, når der tages et gennemsnit af omkostningerne i foregående reguleringsperiode, jf. stk. 1, nr. 1, og der justeres ikke efter stk. 2, nr. 2, i indeværende reguleringsperiode.

Stk. 6. Transmissionsvirksomhedens omkostningsramme for første reguleringsperiode beregnes efter § 33.

Stk. 7. Ved overgangen til en ny reguleringsperiode anvender Forsyningstilsynet, ved beregningen af de gennemsnitlige omkostninger, de oplysninger, som fremgår af reguleringsregnskaberne med korrektioner. Korrektionerne skal opfylde de regler, som Forsyningstilsynet har fastsat, jf. § 28.