BEK 1363/2023 Art. 17
Indsamling og videregivelse af oplysninger
Energivirksomheden skal til enhver fordring omfattet af indefrysningsordningen sikre opbevaring af følgende oplysninger: 1) Cpr-nummer eller cvr-nummer for den eller de, der hæfter for energiregningen: a) Hvis der er personer, der ikke har et cpr-nummer, skal personens navn, aktuelle adresse og et identifikationsnummer oplyses. Identifikationsnummer kan være pasnummer, kørekortnummer, TIN-nummer (internationalt skattenummer), Social-Security-nummer eller CRS-nummer (Common Reporting Standard-nummer, udenlandsk skatteidentifikation). b) Hvis virksomheden ikke har et cvr-nummer, skal virksomhedens navn, aktuelle adresse og et identifikationsnummer oplyses. Identifikationsnummer kan være udenlandsk virksomhedsnummer eller EAN-nummer/GLN-nummer. 2) Referencenummer, f.eks. sagsnummer eller fakturanummer. 3) Beløb til inddrivelse fordelt på hovedstol og rente. 4) Fordringens stiftelsesdato, dvs. indefrysningsperiodens ophørsdato. 5) Fordringens forfaldsdato. 6) Hvilken periode kravet angår – periode start og periode slut. 7) Sidste rettidige betalingsdato, dvs. senest kommunikerede betalingsfrist til husstanden eller virksomheden inden rykkerskrivelser. 8) Supplerende beskrivelse af fordringen.
Stk. 2. Energivirksomheden skal behandle, herunder opbevare, oplysningerne i stk. 1 i overensstemmelse med reglerne om behandlingssikkerhed i databeskyttelsesforordningens artikel 32.
Stk. 3. Energivirksomheden skal opbevare de i stk. 1 nævnte oplysninger i 6 år fra stiftelsen af enhver fordring der følger af en anmodning om indefrysning, jf. § 4, stk. 1.