BEK 1363/2023 Art. 11
Renter
En energivirksomhed kan i indefrysningsperioden opkræve et gebyr for omkostninger, herunder omkostninger til it-udvikling, håndtering af henvendelser, datahåndtering, andre administrative løsninger mv., som energivirksomheden har ved at administrere indefrysningsordningen for husstande og virksomheder. Gebyret skal være oplyst, jf. § 3, stk. 2, nr. 4.
Stk. 2. Gebyret efter stk. 1 kan alene dække de faktiske omkostninger, som energivirksomheden har ved at administrere indefrysningsordningen i indefrysningsperioden. Gebyret skal opkræves direkte hos den husstand eller virksomhed, der har anmodet om og modtager indefrysning.
Stk. 3. Gebyret kan opkræves i indefrysningsperioden, medmindre husstanden eller virksomheden indfrier den samlede indefrysning på et tidligere tidspunkt, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Energivirksomheden kan altid opkræve gebyr i hele indefrysningsperioden, uanset om husstanden eller virksomheden indfrier indefrysningen eller aftalen om levering af energi ophører.
Stk. 5. En varmeforsyningsvirksomhed kan ikke opkræve gebyr for en omkostning, som den har opnået tilskud til efter bekendtgørelse om tilskud til små varmeforsyningsvirksomheders implementeringsomkostninger ved indefrysning af høje energiregninger for husholdninger, virksomheder mv.
Stk. 6. En energivirksomhed skal kunne dokumentere, at gebyret dækker omkostninger efter stk. 1.