BEK 1335/2023 Art. 4
Staten, regionsråd, kommunalbestyrelser og forsikringsselskaber, der tegner forsikring efter § 30, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, betaler udgifterne til driften af Ankenævnet for Patienterstatningen og Styrelsen for Patientklagers sekretariatsbetjening af nævnet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Staten betaler udgifter til driften af Ankenævnet for Patienterstatningens behandling af lægemiddelskadesager, sager om skader påført ved Sundhedsstyrelsens sagsbehandling, jf. klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 8, sager vedrørende behandling af værnepligtige eller kontraktansatte i det militære forsvar eller redningsberedskabet, jf. klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 9, behandling af indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, jf. klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 10, sager om skader, der som følge af sundhedsfaglig behandling er påført af detentionslæger og læger, der foretager blodprøvetagning for politiet, Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet, Statens Serum Institut eller Radio Medical, jf. klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 14, og Styrelsen for Patientklagers sekretariatsbetjening af disse områder.