Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1291/2023 · Bekendtgørelse om Mycobacterium tuberculosis-kompleks (M. bovis, M. caprae, M. tuberculosis) hos modtagelige arter, bortset fra kvæg, bison og bøfler

BEK 1291/2023 Art. 6

In KraftAmtlicher Text

Når der i en virksomhed er mistanke om eller konstateret smitte med MTBC, pålægges relevante besætninger på virksomheden et offentligt tilsyn, der bl.a. kan omfatte følgende: 1) Forbud mod at fjerne dyr af modtagelige arter fra virksomheden uden forudgående tilladelse fra Fødevarestyrelsen. 2) Forbud mod at tilføre dyr af modtagelige arter til virksomheden uden forudgående tilladelse fra Fødevarestyrelsen. 3) Forbud mod at dyr af modtagelige arter holdes på udearealer uden Fødevarestyrelsens tilladelse. 4) Påbud om at de mistænkte dyr holdes isoleret på virksomheden. 5) Påbud om at lade dyr tuberkulinprøve eller på anden måde undersøge for MTBC. 6) Påbud om at lade dyr slagte, bl.a. i diagnostisk øjemed, eller slagte eller aflive som led i bekæmpelse af MTBC. 7) Påbud om, at mælk fra mistænkte eller smittede virksomheder tilbageholdes på virksomheden og anvendes efter Fødevarestyrelsens anvisning. 8) Påbud om særlige forholdsregler ved håndtering af husdyrgødning og anvendelsen af foder, kontaminerede arealer og foderafgrøder. 9) Påbud om, at døde dyr, avlsmateriale, strøelse, husdyrgødning, foder, produkter eller andet, der kan overføre smitte, ikke fjernes fra virksomheden uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen. 10) Påbud om at foretage gnaver- og insektbekæmpelse på virksomheden. 11) Påbud om at dyr, som flyttes direkte til slagtning, skal være ledsaget af en af Fødevarestyrelsen udstedt passerseddel. 12) Påbud om at transporten af dyr, som flyttes til slagtning, skal tilrettelægges sådan, at dyrene hverken kommer direkte eller indirekte i kontakt med dyr fra virksomheder, der anses som værende fri for MTBC. 13) Påbud om at foretage rengøring og desinfektion efter Fødevarestyrelsens anvisninger af relevante besætningsområder eller dele af besætningsområder på virksomheden.

Stk. 2. Efter bortsanering af besætningen, jf. stk. 1, nr. 6, må operatøren tidligst indsætte dyr, der er modtagelige for smitte med MTBC, i virksomhedens bygninger, når disse har stået tomme i 30 dage efter, at rengøring og desinfektion af virksomheden er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Stk. 3. Operatøren må tidligst indsætte dyr, der er modtagelige for smitte med MTBC, på græsgange og andre arealer, der har været benyttet til den bortsanerede besætning, et år efter saneringen. Tilsvarende må genindsættelse tidligst ske et år efter, at der er udbragt gødning fra den bortsanerede besætning på arealerne.