BEK 1270/2023 · Bekendtgørelse om jordfordeling
BEK 1270/2023 Art. 16
Jordfordelingskommissionernes opgaver
Jordfordelingskommissionen sikrer ved tillæg til kendelse, at forhold, som hindrer berigtigelsen af jordfordelingen, afklares, herunder forhold der ikke er afklaret i jordfordelingskendelsen eller, som er opstået efter afsigelse af kendelsen.
Stk. 2. Såfremt jordfordelingen ikke kan noteres i matriklen eller tinglyses, afsiger jordfordelingskommissionen tillæg til kendelse, som sikrer, at dette kan ske.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan anvendes, indtil jordfordelingen er noteret i matriklen og tinglyst.
Stk. 4. Jordfordelingskommissionen træffer ved tillæg til kendelse afgørelse om indsigelser mod regulering af kontante vederlag, fordeling af skatter og afgifter m.v. Ligeledes behandler jordfordelingskommissionen ved tillæg til kendelse sager, hvor en panthaver efter kendelsesmødet modsætter sig, at arealet udgår af pantet.
Stk. 5. Jordfordelingskommissionen eller formanden kan endvidere beslutte, at indsigelser og krav, der som følge af jordomlægningerne måtte blive fremsat overfor jordfordelingskommissionen, afgøres ved tillæg til kendelse.
Stk. 6. Tillæg til kendelse kan tinglyses efter formandens eller jordfordelingskommissionens beslutning herom, hvis tillægskendelsen flytter skel eller arealer mellem flere lodsejere, eller hvis tillægskendelsen omfordeler økonomien i jordfordelingen. Formanden eller jordfordelingskommissionen kan bestemme, at tillæg til kendelse tinglyses på den berørte lodsejers ejendom, på alle berørte lodsejeres ejendomme eller på samtlige ejendomme i jordfordelingen.
Stk. 7. Det skal af tillægskendelsen fremgå, hvem formanden eller jordfordelingskommissionen bemyndiger til at lade tillægskendelsen tinglyse på den berørte ejendom, på de berørte ejendomme eller på de samtlige ejendomme i jordfordelingen.
Stk. 8. Tillægskendelsen har samme retsvirkning som den oprindelig afsagte kendelse.