Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1184/2023 · Bekendtgørelse om administration af tilskud fra puljer under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

BEK 1184/2023 Art. 14

Krav til budget og regnskab

In KraftAmtlicher Text

I de tilfælde en pulje dækker udgifter til køb af materiel, skal tilskudsmodtager udspecificere udgifterne i budgettet i henhold til de nærmere anvisninger, og tilskudsmodtager skal kunne dokumentere de konkrete køb.

Stk. 2. Tilskudsmodtagers køb af tilskudsberettiget materiel skal foretages under hensynstagen til en forsvarlig økonomisk forvaltning af tilskuddet, herunder at indkøb foretages med skyldige økonomiske hensyn på sagligt grundlag og uden private interessehensyn m.v. Offentlige tilskudsmodtagere skal endvidere iagttage reglerne for indkøb og udbud i det offentlige.

Stk. 3. Tilskudsmodtager skal konkurrenceudsætte køb af materiel (eksempelvis ved køb via SKI-aftaler), og der skal sikres dokumentation for konkurrenceudsættelsen.

Stk. 4. Såfremt der, som følge af de sædvanlige afskrivningsregler, vil være restværdi af materiel ved projektets afslutning, kan tilskudsmodtager enten budgettere med udgiften fratrukket den beregnede restværdi ved projektafslutning eller budgettere med den fulde udgift, og efterfølgende tilbageføre restværdien i forbindelse med aflæggelse af det endelige regnskab.

Stk. 5. Der stilles ikke tilbagebetalingskrav, hvis det samlede anskaffelsesbeløb for projektets indkøbte materiel er mindre end 10.000 kr.

Stk. 6. Styrelsen kan, efter skriftlig godkendelse af anmodning fra tilskudsmodtager, undtage materiel fra krav om tilbagebetaling i tilfælde af restværdi, såfremt materialet anvendes efter projektets afslutning som led af projektets formål.