Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1184/2023 · Bekendtgørelse om administration af tilskud fra puljer under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

BEK 1184/2023 Art. 11

Krav til budget og regnskab

In KraftAmtlicher Text

Lønudgifter til projektmedarbejdere, der frikøbes til at arbejde under fuld tid i projektet, beregnes som dokumenteret årsløn (inklusiv pension, ATP, feriepenge og lignende lønelementer, som sædvanligvis er knyttet til ansættelsesforhold) divideret med en årsnorm på antallet af årlige arbejdstimer (1.642 timer) og ganget med antallet af timer brugt på projektet.

Stk. 2. Tilskudsmodtager skal føre timeregnskab for projektmedarbejdere, som ikke arbejder fuld tid i projektet, jf. dog § 28.

Stk. 3. Interne lønudgifter må ikke indeholde: 1) Gratialer eller andre ikke-overenskomstmæssige ydelser. 2) Indirekte udgifter (overhead).

Stk. 4. For offentlige tilskudsmodtagere skal løn til frikøbte projektmedarbejdere, som arbejder fuld tid i projektet, svare til de forventede faktiske afholdte lønudgifter, defineret som den direkte løn, der kan henføres til de enkelte medarbejdere, og som vil kunne dokumenteres via lønsedler.

Stk. 5. For private tilskudsmodtagere skal lønniveauet for projektmedarbejderne, som arbejder fuld tid i projektet, svare til tilsvarende arbejde i staten. Styrelsen vil i de enkelte tilfælde foretage en saglig vurdering af, hvorvidt det gør sig gældende.

Stk. 6. For institutioner, der modtager tilskud efter § 2, stk. 1 skal løn- og ansættelsesvilkår for institutionens personale fastsættes i henhold til statens regler, jf. dog § 28.

Stk. 7. Som følge af stk. 4 skal institutioner, der modtager tilskud efter § 2, stk. 1, indgå overenskomst med de af institutionens ansatte, hvis løn dækkes helt eller delvist af tilskud fra styrelsen.

Stk. 8. Lønudgifter skal specificeres i henhold til kravene i budgetskemaet.