BEK 1176/2023 · Bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet
BEK 1176/2023 Art. 10
Selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse
Et medlem, der driver selvstændig virksomhed efter § 2, anses for at drive virksomheden som bibeskæftigelse, når medlemmet i de seneste 6 måneder forud for indplaceringen i dagpengeperioden har haft beskæftigelse som lønmodtager af et vist omfang. Det er en betingelse, 1) at et fuldtidsforsikret medlem i de seneste 6 måneder i gennemsnit har fået indberettet mindst 80 løntimer pr. måned til indkomstregisteret, eller 2) at et deltidsforsikret medlem i de seneste 6 måneder i gennemsnit har fået indberettet mindst 53 løntimer pr. måned til indkomstregisteret, og 3) har fået indberettet mindst én løntime til indkomstregisteret i 5 af de 6 måneder i nr. 1 og 2.
Stk. 2. Opgørelsen af løntimer i stk. 1 sker efter reglerne om opfyldelse af beskæftigelseskravet ved genoptjening af retten til dagpenge i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Drift af selvstændig virksomhed kan dog ikke medregnes.
Stk. 3. Den måned, hvori medlemmet bliver indplaceret i dagpengeperioden, jf. bekendtgørelse om dagpengeperioden, medregnes ikke ved opgørelsen af de 6 måneder i stk. 1.
Stk. 4. Vurderingen af, om et medlem driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse efter stk. 1, skal ske på det tidspunkt, hvor medlemmet indplaceres i en dagpengeperiode.
Stk. 5. Et medlem, der starter en virksomhed op, efter medlemmet er blevet indplaceret i en dagpengeperiode, anses for at drive virksomheden som bibeskæftigelse, uanset om beskæftigelseskravet i stk. 1 er opfyldt.