BEK 1160/2023 Art. 30
Midlertidig indstilling, bortfald og tilbagebetaling af tilskud
Social- og Boligstyrelsen kan beslutte, at udbetaling af tilskud indstilles midlertidigt, hvis: 1) tilskudsmodtager ikke har indsendt relevante dokumenter, rapporter m.v. i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i tilskudsbrevet, 2) Social- og Boligstyrelsen ikke kan godkende statusrapport, løbende regnskab, budget for resterende tilskudsperiode, tilkendegivelsen om modtagelse af tilskuddet, det endelige regnskab eller den afsluttende rapport, 3) en forfalden tilbagebetaling for et tilskud fra Social- og Boligstyrelsen ikke er indbetalt til Social- og Boligstyrelsen senest 2 måneder efter forfaldsdagen, 4) Social- og Boligstyrelsen bliver bekendt med forhold, som rejser tvivl om, hvorvidt tilskudsmodtager anvender tilskud i overensstemmelse med de givne vilkår, eller 5) forudsætningerne for tilskud i øvrigt er ændrede.
Stk. 2. Udbetaling af tilskud genoptages, når Social- og Boligstyrelsen træffer beslutning herom.