BEK 1044/2023 Art. 23
Asbest
Asbestarbejde skal tilrettelægges og udføres på en sådan måde, at det i videst muligt omfang sikres, at ombordværende og andre i anlæggets nærhed ikke udsættes for eller kan blive udsat for støv fra asbest eller asbestholdige materialer.
Stk. 2. For asbestarbejde og for arbejde i øvrigt, der kan være forbundet med risiko for udsættelse for asbeststøv, gælder kapitlerne 2-12 i bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet med senere ændringer med de tilpasninger, der følger af stk. 3-7.
Stk. 3. Hvor der i bestemmelserne, der er nævnt i stk. 2, anføres »arbejdsgiver«, forstås i denne bekendtgørelse »henholdsvis operatør og ejer«.
Stk. 4. Hvor der i de bestemmelser, der er nævnt i stk. 2, er henvist til arbejdspladsvurderingen efter bekendtgørelse om arbejdets udførelse, skal det for denne bekendtgørelses anvendelsesområde forstås som en henvisning til vurderingen efter § 6 i denne bekendtgørelse og til risikovurderingen efter bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter m.v.
Stk. 5. Hvor der i de bestemmelser, der er nævnt i stk. 2, er henvist til bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser), skal det for denne bekendtgørelse forstås som en henvisning til denne bekendtgørelse.
Stk. 6. Hvor der i de bestemmelser, der er nævnt i stk. 2, anføres »bygning«, forstås i denne bekendtgørelse område på anlæg.
Stk. 7. Hvor der i de bestemmelser, der er nævnt i stk. 2, anføres »arbejdsmiljøorganisationen«, forstås i denne bekendtgørelse »sikkerhedsorganisationen«.