BEK 1042/2023 Art. 58
Uafhængig verifikation af anlæg, udstyr m.v.
Operatøren skal udarbejde en beskrivelse af den uafhængige verifikationsordning, der mindst skal indeholde følgende: 1) En beskrivelse af kriterier for udvælgelse af den uafhængige verifikator, som skal udføre funktioner i henhold til verifikationsordningen, jf. § 60. 2) En beskrivelse af foranstaltningerne til at verificere, at brønden er således designet og konstrueret og vedligeholdt i sådan en grad a) at der ikke finder uplanlagt udslip af stoffer og materialer sted fra brønden, i det omfang det er rimeligt praktisk muligt, og b) at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici hidrørende fra brønden og forhold i brønden eller i strata, hvortil brønden er forbundet, er så lave, som det er rimeligt praktisk muligt. 3) Detaljer om foranstaltninger til at udføre funktionerne i henhold til ordningen, herunder a) en gennemgang af brønddesignet eller en tilsvarende brønd foretaget af den uafhængige verifikator, jf. § 56, stk. 2, nr. 1, litra a, b) en gennemgang af oplysninger krævet i henhold til § 56, stk. 2, nr. 1, litra b, og c) bedømmelsen af verifikationsordningen, jf. § 57, stk. 2.
Stk. 2. Beskrivelsen efter stk. 1 skal indgå som del af operatørens ledelsessystem for sikkerhed og sundhed, jf. offshoresikkerhedslovens § 19.
Stk. 3. Beskrivelsen efter stk. 1 skal indsendes til Arbejdstilsynet senest samtidig med ansøgning om godkendelse af nye brøndaktiviteter efter offshoresikkerhedslovens § 28 a.
Stk. 4. Beskrivelsen efter stk. 1 skal opdateres ved væsentlige ændringer af verifikationsordningen, og opdateringen skal indsendes til Arbejdstilsynet.