BEK 1042/2023 Art. 15
Risikovurdering og risikoreduktion m.v.
Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at en risikovurdering efter § 13 indeholder følgende: 1) Identifikation af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici samt en vurdering af disse, deres art og omfang. 2) Inddragelse af sygefravær med henblik på vurdering af, om sikkerheds- og sundhedsmæssige risici på anlægget kan medvirke til sygefraværet. 3) Prioritering og opstilling af en handlingsplan til nedbringelse af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, som ikke kan nedbringes umiddelbart. Af planen skal fremgå, i hvilken rækkefølge og hvornår de konstaterede risici skal være nedbragt. 4) Retningslinjer for, hvordan der skal følges op på handlingsplanen, herunder hvem der har ansvaret for gennemførelse af planen, samt hvornår og hvordan der skal føres tilsyn og kontrol med de iværksatte foranstaltninger, om igangsatte løsninger er fyldestgørende, og om handlingsplanen skal revideres m.v.
Stk. 2. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at en risikovurdering efter § 14 indeholder de elementer efter stk. 1, nr. 1, 2 og 4, der er relevante for det pågældende arbejde.
Stk. 3. En opdatering af risikovurderingen skal gennemføres, hvis der sker ændringer i arbejde, arbejdsmetoder, arbejdsprocesser samt andre forhold, som har væsentlig betydning for sikkerhed og sundhed.