Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 956/2023 · Bekendtgørelse om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som læresteder for elever og lærlinge i erhvervsuddannelser

BEK 956/2023 Art. 5

In KraftAmtlicher Text

Udvalgets afgørelse i henhold til § 1 skal i almindelighed gå ud på, at virksomheden inden for en uddannelse 1) godkendes, 2) godkendes for en bestemt periode, 3) godkendes for et eller flere nærmere angivne uddannelsesforhold, eller 4) godkendes på betingelse af, at virksomheden foretager nærmere angivne foranstaltninger.

Stk. 2. Hvis det faglige udvalg undtagelsesvis ikke kan godkende en virksomhed efter stk. 1, nr. 1 og 2, og i ganske særlige tilfælde heller ikke finder at have grundlag for at kunne fastsætte begrænsninger eller betingelser som omtalt i stk. 1, nr. 3 og 4, jf. stk. 3, går afgørelsen ud på, at virksomheden ikke kan godkendes som lærested.

Stk. 3. En godkendelse kan være begrænset til at angå bestemte dele af en erhvervsuddannelse eller et speciale. Godkendelsen kan være betinget af, at eleven eller lærlingen modtager supplerende uddannelse på skole eller i en anden virksomhed. Udvalget skal da, eventuelt ved samarbejde med skole eller lokalt uddannelsesudvalg, søge at formidle, at sådan supplerende uddannelse, herunder ved kombinationsaftale, kan etableres.

Stk. 4. Træffer det faglige udvalg afgørelse om, at virksomheden godkendes med begrænsninger eller betingelser, jf. stk. 1, nr. 2-4, eller stk. 3, skal afgørelsen være ledsaget af en begrundelse. Begrundelsen skal indeholde sådanne oplysninger, at virksomheden kan se, hvilke foranstaltninger der skal foretages i virksomheden, for at den kan godkendes som lærested uden begrænsninger eller betingelser.

Stk. 5. En afgørelse efter stk. 2 om, at en virksomhed ikke kan godkendes som lærested, skal ledsages af begrundelse og vejledning til virksomheden om, hvilke foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at blive godkendt.