Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 900/2023 · Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til søfarende og fiskere og om sønærings- og kvalifikationsbeviser

BEK 900/2023 Art. 44

Bevisers gyldighed, fornyelse, generhvervelse og dispensationer

In KraftAmtlicher Text

For fornyelse af et sønæringsbevis som dæks- eller maskinofficer, dual skibsofficer eller for fornyelse af et tankskibsbevis på ledelsesniveau kræves, 1) sundhedsbevis, der er gyldigt for den tjeneste, som beviset giver ret til og 2) dokumentation for godkendt tjeneste i søgående skibe som henholdsvis navigatør, maskinmester eller dual skibsofficer i mindst a) 1 år inden for de forudgående 5 år, eller b) 3 måneder inden for de forudgående 6 måneder umiddelbart forinden fornyelse af beviset.

Stk. 2. Foruden kravene for fornyelse som nævnt i stk. 1, kræves dokumentation for vedligeholdelse af kvalifikationer om grundlæggende søsikkerhed og om brandbekæmpelse i skibe, jf. bekendtgørelse om genopfriskning af grundlæggende uddannelse i søsikkerhed og brandbekæmpelse i skibe.

Stk. 3. For fornyelse af et tankskibsbevis på ledelsesniveau kan i stedet for fartstid som nævnt i stk. 1, kræves dokumentation for godkendt tjeneste i søgående tankskibe af den type, som beviset giver ret til, i mindst 3 måneder inden for de forudgående 5 år.

Stk. 4. Anerkendelse af tjeneste som dual skibsofficer i henhold til stk. 1, forudsætter tjeneste i en stilling som dual skibsofficer i henhold til en besætningsfastsættelse. Hvis personen har indgået i en sådan stilling, har vedkommende optjent fartstid som både navigatør og maskinmester.

Stk. 5. Fornyelse af et sønæringsbevis som dæksofficer i handelsskibe og et sønæringsbevis som styrmand af 3. grad i fiskeskibe eller højere kan kun ske, hvis den pågældende er i besiddelse af certifikat som radiooperatør i GMDSS (GOC, LRC eller ROC).