BEK 809/2023 · Bekendtgørelse om infrastrukturforvalteres uafhængighed og uvildighed
BEK 809/2023 Art. 16
Outsourcing og deling af infrastrukturforvalterens funktioner
En infrastrukturforvalter kan outsource funktioner til en anden enhed, hvis enheden ikke er en jernbanevirksomhed, ikke kontrollerer en jernbanevirksomhed eller ikke er kontrolleret af en jernbane-virksomhed.
Stk. 2. I en vertikalt integreret virksomhed må væsentlige funktioner, uanset stk. 1, ikke outsources til en anden enhed i den vertikalt integrerede virksomhed, medmindre en sådan enhed udelukkende varetager væsentlige funktioner.
Stk. 3. En infrastrukturforvalter kan outsource udførelsen af arbejder og relaterede opgaver vedrørende udvikling, vedligeholdelse og fornyelse af jernbaneinfrastrukturen til jernbanevirksomheder eller virksomheder, der kontrollerer jernbanevirksomheden eller er kontrolleret af jernbanevirksomheden.
Stk. 4. Outsourcing efter stk. 1 og stk. 3 må kun finde sted, hvis der ikke opstår interessekonflikter, og fortroligheden af forretningsmæssigt følsomme oplysninger er sikret.
Stk. 5. Infrastrukturforvalteren bevarer uanset outsourcing tilsynsbeføjelsen vedrørende og bærer det endelige ansvar for udøvelsen af de funktioner, der vedrører drift, vedligeholdelse og fornyelse af jernbaneinfrastrukturen.
Stk. 6. Enhver enhed, der udfører væsentlige funktioner, skal overholde §§ 3-9, §§ 11-15 og §§ 20-25.