BEK 792/2023 Art. 9
For internationale naturbeskyttelsesområder overvåger Miljøministeriet de naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er omfattet af Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter med senere ændringer (habitatdirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF om beskyttelse af vilde fugle med senere ændringer (fuglebeskyttelsesdirektivet).
Stk. 2. Naturovervågningen af internationale naturbeskyttelsesområder skal tilvejebringe følgende: 1) Oplysninger til belysning af bevaringsstatus for naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er omfattet af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet. Overvågningen skal især tage hensyn til de naturtyper og arter, som i henholdsvis bilag I og bilag II til habitatdirektivet er angivet som prioriterede. 2) Oplysninger, der gør det muligt at vurdere effekten af bevaringsforanstaltninger på bevaringsstatus for naturtyper og arter. 3) Oplysninger til brug for beskyttelse, forvaltning og udnyttelse af bestanden af de fuglearter, som i Danmark er omfattet af fuglebeskyttelsesdirektivet.