BEK 776/2023 · Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i radiografi
BEK 776/2023 Art. 3
Varighed, struktur og tilrettelæggelse
Uddannelsesinstitutionen, der udbyder uddannelsen, er ansvarlig for uddannelsen i sin helhed.
Stk. 2. Institutionen og organisationen, der stiller praktiksted (klinisk uddannelsessted) til rådighed, samarbejder på alle niveauer med henblik på at sikre sammenhængen mellem den teoretiske undervisning og praktikken (den kliniske uddannelse). Institutionen sørger for, at samarbejdet etableres og vedligeholdes. Samarbejdet mellem institutionen og praktikinstitutionen skal være beskrevet i forpligtende aftaler, som er udarbejdet i fællesskab, og som skal offentliggøres på institutionens hjemmeside.
Stk. 3. Institutionen skal godkende praktikstedet. Et praktiksted udgør et ledelsesmæssigt afgrænset område, som er godkendt af institutionen, jf. kriterierne herfor i studieordningen.
Stk. 4. Praktikstedet er over for institutionen ansvarlig for gennemførelsen af praktikken i henhold til retningslinjer fastsat af institutionen.
Stk. 5. Det er en forudsætning for godkendelse af praktikstedet, at der er tilknyttet kliniske vejledere. Klinisk vejleder er en sundhedsprofessionel, der har indgående kendskab til radiografuddannelsen og professionens virksomhedsfelt, det kliniske uddannelsessteds radiografi- eller sundhedsfaglige område, og som har pædagogiske kvalifikationer svarende til 1/6 diplomuddannelse. De kliniske vejledere forestår og har ansvaret for den kontinuerlige daglige kliniske undervisning og vejledning af studerende på et godkendt klinisk uddannelsessted.
Stk. 6. Det er tillige en forudsætning for godkendelse, at praktikken opfylder følgende: 1) Ved praktik forstås den del af uddannelsen, hvor den radiografstuderende er i direkte kontakt med raske eller syge enkeltpersoner og eller grupper, lærer at planlægge, yde og vurdere den samlede radiografiske indsats. 2) Praktikken finder sted på regionale og private institutioner samt andre relevante institutioner og foregår under vejledning. 3) Udvalgte elementer af praktikken kan i begrænset omfang og f.eks. som forberedelse til patientkontakt tilrettelægges i et færdighedslaboratorium eller simulationslaboratorium, men kan ikke erstatte direkte patientkontakt i den kliniske afdeling eller institution.