BEK 771/2023 · Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i bioanalytisk diagnostik
BEK 771/2023 Art. 3
Varighed, struktur og tilrettelæggelse
Uddannelsesinstitutionen, der udbyder uddannelsen, er ansvarlig for uddannelsen i sin helhed.
Stk. 2. Institutionen og organisationen, der stiller praktiksted (klinisk uddannelsessted) til rådighed, samarbejder på alle niveauer med henblik på at sikre sammenhængen mellem den teoretiske undervisning og praktikken (den kliniske uddannelse). Institutionen sørger for, at samarbejdet etableres og vedligeholdes. Samarbejdet mellem institutionen og organisationen, der stiller praktiksted til rådighed, skal være beskrevet i forpligtende aftaler, som er udarbejdet i fællesskab, og som skal offentliggøres på institutionens hjemmeside.
Stk. 3. Institutionen skal godkende praktikstedet. Et praktiksted udgør et ledelsesmæssigt afgrænset område, som er godkendt af institutionen, jf. kriterierne herfor i studieordningen.
Stk. 4. Praktikstedet er over for institutionen ansvarlig for gennemførelsen af praktikken i henhold til retningslinjer fastsat af institutionen.
Stk. 5. Det er en forudsætning for godkendelse af praktikstedet, at der er tilknyttet kliniske undervisere, der er bioanalytikere, og som har pædagogiske kvalifikationer svarende til 1/6 diplomuddannelse.
Stk. 6. Det er tillige en forudsætning for godkendelse, at praktikken opfylder følgende: 1) Ved praktik forstås den del af uddannelsen, hvor den studerende deltager i relevant bioanalytisk arbejde i en autentisk kontekst, lærer at planlægge, yde og vurdere den samlede indsats inden for det bioanalytiske område. 2) Praktikken finder sted på statslige, regionale, kommunale og private institutioner samt andre relevante institutioner og foregår under supervision. 3) Udvalgte elementer af praktikken kan i begrænset omfang og f.eks. som forberedelse til patient og borgerkontakt tilrettelægges i et færdighedslaboratorium eller simulationslaboratorium, men kan ikke erstatte relevant bioanalytisk arbejde i en autentisk kontekst.