BEK 770/2023 Art. 8
Fabrikanter og importører skal indbetale et gebyr pr. produkt for anmeldelse efter § 3, og et gebyr pr. produkt for årlig opretholdelse af anmeldelsen.
Stk. 2. Gebyrets størrelse efter stk. 1 offentliggøres på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.
Stk. 3. Fabrikanter og importører er forpligtet til årligt at opretholde anmeldelsen. Opretholdes anmeldelsen ikke, bortfalder den, jf. lovens § 5 b, stk. 1, og produktet må ikke længere markedsføres i Danmark. Produkterne vil herefter ikke fremgå af det offentlige register over e-cigaretprodukter, der lovligt kan markedsføres.
Stk. 4. Opretholdelsen, jf. stk. 3, skal ske digitalt efter Sikkerhedsstyrelsens anvisninger.
Stk. 5. Gebyrer efter stk. 1 fastsættes, så der sikres økonomisk balance mellem gebyrindtægter og omkostninger i gebyrordningen samlet set. Gebyrordningen omfatter henholdsvis gebyrindtægter fra og omkostninger til Sikkerhedsstyrelsens varetagelse af kontrollen med områderne for elektroniske cigaretter med og uden nikotin, genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin og steder, som markedsfører disse, jf. også bekendtgørelse om anmeldelse af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere m.v. og bekendtgørelse om en registreringsordning for fremstilling, oplagring og markedsføring af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med eller uden nikotin m.v.