BEK 668/2023 · Bekendtgørelse om et skibsfinansieringsinstitut
BEK 668/2023 Art. 45
Regnskaber i kapitalcentre
Foretager et skibsfinansieringsinstitut en fordeling af flådepantets og de supplerende sikkerheders værdi, skal instituttet oprette en elektronisk fortegnelse for hvert flådepant og de supplerende sikkerheder, der angiver, hvordan flådepantets og de supplerende sikkerheders værdi er fordelt mellem hvert kapitalcenter og instituttet i øvrigt. Fortegnelsen skal være opbygget således, at der til enhver tid i løbet af 24 timer kan fremdrages en oversigt, der viser fordelingen af flådepantets og de supplerende sikkerheders værdi mellem hvert kapitalcenter og instituttet i øvrigt.
Stk. 2. Et skibsfinansieringsinstituts direktion skal fastsætte en forretningsgang, der blandt andet skal fastlægge 1) hvordan fortegnelsen skal indrettes, 2) hvem der har det daglige ansvar for fortegnelsen, 3) hvem der skal føre fortegnelsen, 4) hvem der skal kontrollere fortegnelsen, 5) hvordan den dagligt skal ajourføres, 6) hvordan der tages højde for udsving i flådepantets værdi, således at det sikres, at flådepantets værdi til enhver tid svarer til værdien af de udstedte særligt dækkede obligationer, i det omfang flådepantet er stillet til sikkerhed herfor, 7) kontrolprocedurer, herunder den løbende kontrol af fordelingen, jf. § 44, stk. 1, 8) betryggende foranstaltninger til styring af, at reglerne for aktiver, som stilles til sikkerhed for henholdsvis skibskreditobligationer og særligt dækkede obligationer, er overholdt, og 9) en beskrivelse og forklaring af de fordelingsnøgler, der anvendes, jf. § 44, stk. 1.