BEK 648/2023 · Bekendtgørelse om teknisk certificering og servicering af vindmøller m.v.
BEK 648/2023 Art. 7
Typecertificering og provisorisk typecertificering af vindmøller
Et provisorisk typecertifikat kan udstedes til en vindmølle, inden certificering efter § 6 er afsluttet, når der ikke er udestående forhold af væsentlig betydning for sikkerheden.
Stk. 2. Et provisorisk typecertifikat for vindmøller med et rotorareal over 5 m 2 og til og med 200 m 2 skal som minimum omfatte krav, der svarer til de krav til provisorisk typecertificering, der er fastsat i den internationale procedure IECRE OD-554-1:2021 Type Certification Scheme for small wind turbines (Edition 1.0), herunder de DS/EN-, IEC- og ISO-standarder specificeret heri, i det omfang at de vedrører sikkerhed og sundhed, jf. bilag 1.
Stk. 3. Et provisorisk typecertifikat for vindmøller med et rotorareal på over 200 m 2 skal som minimum omfatte krav svarende til de obligatoriske moduler og krav til provisorisk typecertificering fastsat i den internationale procedure IECRE OD-501:2022 Type and Component Certification Scheme (Edition 3.0), herunder de IEC- og ISO-standarder specificeret heri, i det omfang at de vedrører sikkerhed og sundhed, jf. bilag 1.
Stk. 4. Et provisorisk typecertifikat kan udstedes med gyldighed på højst 1 år ad gangen. Der skal senest ved første forlængelse foreligge en kildestøjsmåling udført i henhold til bekendtgørelse om støj fra vindmøller, jf. § 6, stk. 4. Forlænges certifikatet, må den sidste udløbsperiode ikke overskride 3 år fra første udstedelsesdato for det provisoriske certifikat.