BEK 643/2023 · Bekendtgørelse om tiltag for beskyttelse af torskebestanden i Nordsøen og Skagerrak
BEK 643/2023 Art. 4
Uanset § 3, stk. 2, nr. 10, litra a og b, kan fartøjer, der ikke har fangstdata for hvert af årene 2017-2019, fiske på baggrund af kriterierne i § 3, stk. 2, nr. 10, litra b, såfremt: 1) Fartøjet har fangstdata for tre år, hvoraf mindst to år er i perioden 2017-2019. I dette tilfælde vil vurderingen basere sig på det år, ud over perioden 2017-2019, der ligger nærmest denne periode. 2) Fartøjet alt i alt kun har fangstdata for to år i perioden 2017-2019. I dette tilfælde vil vurderingen basere sig på fangstdata for de to tilgængelige år i perioden 2017-2019. 3) Et nyt fartøj erstatter et udgået fartøj og vil drive samme fiskeri som det tidligere fartøj, for hvilket der kan fremvises data for alle tre år i perioden 2017-2019. I det tilfælde vil vurderingen basere sig på det tidligere fartøjs fangstdata. 4) Det er et fartøj, hvor fartøjsejeren ikke tidligere har drevet fiskeri, og fartøjet kan fremvise data for hele 2019.
Stk. 2. Uanset § 3, stk. 2, finder kriteriet i artikel 16, stk. 3, litra c, 3. led, i Rådets forordning (EU) Nr. 2023/194 om anvendelse af et horisontalt selektionspanel med et stormasket sorteringsvindue ikke anvendelse.
Stk. 3. Uanset § 3, stk. 2, kan fartøjer omfattet af artikel 16, stk. 3, litra c, 1. og 2. led, eller litra d, i Rådets forordning (EU) Nr. 2023/194, eller § 3, stk. 2, nr. 1-8, i perioden 1. december-31. december fiske i de områder, som er omfattet af stk. 1, uden at opfylde kriterierne i artikel 16, stk. 3, litra c, 1. og 2. led, eller litra d, i Rådets forordning (EU) Nr. 2023/194, eller § 3, stk. 2, nr. 1-8. MAF-fartøjer omfattet af § 3, stk. 2, nr. 1-4, kan, hvis der resterer mindre end 15 dage af perioderationen, efter ansøgning opnå tilladelse til at påbegynde fiskeri på næste perioderations mængde. Dette gælder dog ikke for fiskeri i 4. kvartal.
Stk. 4. Ansøgning om tilladelse til fiskeri efter kriterierne i § 3, stk. 2, nr. 10, og stk. 3, skal indsendes til Fiskeristyrelsen til licensadm@fiskeristyrelsen.dk på et af styrelsen udarbejdet skema.
Stk. 5. Dokumentation for, at fartøjets fangster af torsk overholdt kriterierne i § 3, stk. 2, nr. 10, i 2017-2019, sker på grundlag af logbogsdata, dog for fartøjer under 10 meter gennem afregninger. Fangstmængder udregnes på vægt.
Stk. 6. Såfremt fangster af torsk for et fartøj på to fangstrejser overstiger 5 % af de samlede fangster pr. fangstrejse bortfalder tilladelsen til at fiske i henhold til § 3, stk. 2, nr. 10.