BEK 577/2023 · Bekendtgørelse om indtægtsrammer for gasdistributionsselskaber
BEK 577/2023 Art. 22
Differencer
Forsyningstilsynet træffer årligt, samtidig med sin afgørelse om et gasdistributionsselskabs indtægtsramme, afgørelse om opgørelse af saldoen af gasdistributionsselskabets differencer (differencesaldo) i reguleringsåret, jf. stk. 2.
Stk. 2. Et gasdistributionsselskabs differencesaldo opgøres som gasdistributionsselskabets differencesaldo fra året før reguleringsåret, tillagt den difference, der er opstået i reguleringsåret (årets difference), jf. dog stk. 3, og eventuel forrentning efter stk. 5.
Stk. 3. Et gasdistributionsselskab må ikke have en differencesaldo i kundernes favør i mere end 3 på hinanden følgende reguleringsår. 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt en ændring af en tidligere afgørelse medfører, at der opstår en ny differencesaldo i kundernes favør for det eller de reguleringsår, som afgørelsen vedrører. En sådan differencesaldo skal være afviklet inden for det reguleringsår, der følger reguleringsåret, hvor den nye afgørelse blev truffet, medmindre Forsyningstilsynet godkender en længere afviklingsperiode.
Stk. 4. For hvert reguleringsår, hvor opgørelsen efter stk. 2 resulterer i en differencesaldo i kundernes favør, skal gasdistributionsselskabet forelægge Forsyningstilsynet en plan for afviklingen af reguleringsårets aktuelle differencesaldo til Forsyningstilsynets orientering.
Stk. 5. En differencesaldo i kundernes favør forrentes fra den 1. juli i det reguleringsår, hvor differencesaldoen i kundernes favør er opstået, med en procentsats fastsat i henhold til § 5, stk. 1, i renteloven, jf. dog stk. 6 og 7. Resulterer opgørelsen efter stk. 2 i en differencesaldo i kundernes favør i flere på hinanden følgende reguleringsår, udgør beløbet, der skal forrentes fra den 1. juli i reguleringsåret, årets difference i kundernes favør. Den øvrige del af differencesaldoen i kundernes favør forrentes for hele reguleringsåret.
Stk. 6. Såfremt der træffes en afgørelse, som ændrer en tidligere afgørelse, og afgørelsen medfører, at der opstår en ny differencesaldo i kundernes favør for det eller de reguleringsår, som afgørelsen vedrører, forrentes differencesaldoen i kundernes favør fra tidspunktet for den nye afgørelse.
Stk. 7. Et gasdistributionsselskabs differencesaldo i gasdistributionsselskabets favør kan højst udgøre 25 pct. af gasdistributionsselskabets indtægtsramme i reguleringsåret, og overskydende beløb bortfalder.
Stk. 8. Afvikling af en differencesaldo i kundernes favør sker ved, at gasdistributionsselskabet undlader at opkræve en del af de indtægter, som gasdistributionsselskabet i forhold til sine indtægtsrammer i de to reguleringsår, som følger det reguleringsår, for hvilket en differencesaldo i kundernes favør først er opgjort, ellers ville være berettiget til at opkræve. Afvikling af en difference i gasdistributionsselskabets favør sker ved, at gasdistributionsselskabet opkræver indtægter ud over de indtægter, som gasdistributionsselskabet i forhold til sin indtægtsramme og inden for rammerne af stk. 3, ellers er berettiget til at opkræve.
Stk. 9. Såfremt der træffes en afgørelse, som ændrer en tidligere afgørelse, og afgørelsen medfører, at der opstår en ny differencesaldo i gasdistributionsselskabets favør, finder procentsatsen i stk. 7, 1. pkt. ikke anvendelse. I sådanne tilfælde vil en gasdistributionsselskabets differencesaldo højst kunne udgøre et beløb svarende til beløbsgrænsen, jf. stk. 7, tillagt ændringen i gasdistributionsselskabets differencesaldo i gasdistributionsselskabets favør som følge af den ændrede afgørelse. 1. og 2. pkt. finder anvendelse i det eller de reguleringsår, som afgørelsen vedrører, samt efterfølgende reguleringsår til og med det reguleringsår, i hvilket Forsyningstilsynet træffer den fornyede afgørelse, eller længere, hvis Forsyningstilsynet godkender det.