BEK 470/2023 Art. 6
Følgende opgaver og beføjelser, som er tillagt ministeren for landdistrikter efter lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild, udøves af Plan- og Landdistriktsstyrelsen: 1) Sikre, at den driftsansvarlige udfører afværgeforanstaltninger af hensyn til naturbeskyttelse i anlægsfasen og indgå aftale med den driftsansvarlige om at tørlægge søer og nedlægge anden beskyttet natur mod at etablere erstatningsnatur herfor, jf. lovens § 2 a. 2) Sikre, at der udføres nødvendige kompensationsforanstaltninger og pålægge den driftsansvarlige at udføre nødvendige kompensationsforanstaltninger, jf. lovens § 2 b, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2. 3) Underrette Europa-Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der udføres, jf. lovens § 2 b, stk. 1, 2. pkt. 4) Beslutte skov- og bevoksningsrydning og etablering af erstatningsskov af hensyn til anlæg og drift af testcentret i Østerild, jf. lovens § 5. 5) Stille krav til den driftsansvarlige om bygningers ydre udformning, jf. lovens § 11, stk. 1 og 3, samt tillade fravigelse fra lovens krav til bygninger m.v., jf. lovens § 11, stk. 4. 6) Fastsætte regler om standsning af vindmøllerne i perioder med lave vindhastigheder eller lave nattemperaturer for at beskytte lokale ynglebestande af flagermus, jf. lovens § 14 a. 7) Iværksætte ekspropriation af fast ejendom for den driftsansvarlige, når det er nødvendigt, jf. lovens § 15, stk. 2-3, og få adgang uden retskendelse mod behørig legitimation til den pågældende ejendom, jf. lovens § 15, stk. 4. 8) Fastsætte frist for den driftsansvarliges gennemførelse af det offentlige møde, som er nævnt i § 9, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovens § 19.