BEK 426/2023 · Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning
BEK 426/2023 Art. 276
Signalanlæg
I dette afsnit forstås ved: 1) Almindelige veje: Veje, der ikke er motorveje. 2) Geografisk vejvisning, der er trafikalt begrundet: Vejvisning, som opfylder trafikanternes trafikale behov for vejvisning til geografiske mål. 3) Servicevejvisning til terminalmål, der er trafikalt begrundet: Vejvisning, som opfylder trafikanternes trafikale behov for vejvisning til servicemål. 4) Kommerciel servicevejvisning: Vejvisning til attraktioner, seværdigheder, serviceanlæg, overnatningsmål, offentlige og private virksomheder og lignende i byer og i det åbne land, hvor vejvisningen er underlagt særlige betalingsregler. 5) Informationstavler: Kort over et område med serviceinformation m.v. Kortet opsættes på parkeringspladser, rastepladser eller lignende steder. 6) Fjernmål: Er mål af større trafikal betydning såsom vigtige trafikknudepunkter eller større byer beliggende på eller ved ruten eller i rutens forlængelse. 7) Nærmål: Er øvrige trafikalt vigtige mål, der karakteriserer ruten. 8) Lokalmål: Er mål beliggende på eller ved ruten af en sådan trafikal betydning, at det er rimeligt at benytte dem som vejvisningsmål selvom de ikke er fjern- eller nærmål. 9) Bevægelseshandicappede: Personer med nedsat evne til at færdes til fods, fx personer med lammelser, dårlig balance, amputationer, gigt samt hjerte-, lunge- og kredsløbsforstyrrelser. 10) Synshandicappede: Personer, der er blinde eller svagsynede. 11) Skilt om blafferopsamlingssted: Skilt, der angiver sted for opsamling af blaffere.