BEK 398/2023 Art. 14
Tilskudsberettigede udgifter i projektet
Plan- og Landdistriktsstyrelsen kan meddele tilsagn om tilskud til udgifter, der er direkte relateret til projektet, og som er nødvendige for at gennemføre projektet, jf. dog § 15 og § 16. De tilskudsberettigede udgifter kan omfatte: 1) Køb af materialer, inventar og udstyr. 2) Immaterielle investeringer, herunder erhvervelse eller udvikling af computersoftware og erhvervelse af patentrettigheder, licenser, ophavsret eller varemærker. 3) Opførelse af bygninger eller forbedring af bygninger og fast ejendom. 4) Leje af maskiner og udstyr, som kun skal anvendes i projektperioden. 5) Udgifter til eksterne konsulenter, herunder honorarer til arkitekter, ingeniører, projektledelse mv. 6) Udgifter vedrørende forberedelse og fremme af erhvervssamarbejde. 7) Løn for en arbejdsindsats i projektet. Hvis lønudgiften ikke kan dokumenteres, kan lønudgiften maksimalt fastsættes til 250 kr. i timen. 8) Rejseudgifter, der er billigst muligt, herunder kørselsgodtgørelse i henhold til statens laveste takst på tidspunktet for kørslen til tilsagnshaver og dennes medarbejdere. 9) Testaktiviteter m.v., der ligger forud for udviklingsaktiviteterne. 10) Udviklingsomkostninger. 11) Moms, som oppebæres endeligt af projektholder. 12) Driftsudgifter, hvis projektet vedrører etablering eller udvikling af mikrovirksomheder og små virksomheder, jf. § 2, stk. 2, nr. 1. 13) Andre omkostninger, som er af væsentlig betydning for gennemførelsen af projektet.