BEK 131/2023 · Bekendtgørelse om grundbetaling m.v. til landbrugere for 2023
BEK 131/2023 Art. 8
Ansøgning m.v.
En ansøger er forpligtet til at anvende arealet til produktion af landbrugsprodukter eller til at opretholde arealet i en landbrugsmæssig stand, der gør det egnet til dyrkning eller afgræsning. Tilskuddet fastholdes, hvis det ikke er muligt at opfylde forpligtelserne, jf. § 13, som led i foranstaltninger i medfør af gennemførelsen af habitatdirektivet, vandrammedirektivet, fuglebeskyttelsesdirektivet, landdistriktsprogrammer for skovtilplantning eller miljøvenligt landbrug eller nationale ordninger for reduktion af drivhusgasudledning.
Stk. 2. Ved produktion af landbrugsprodukter er ansøger forpligtet til at anvende arealet landbrugsmæssigt ved udførelse af mindst én af følgende landbrugsaktiviteter senest den 25. oktober: 1) Pløjning. 2) Tydelig slåning eller afgræsning af græsarealer. 3) Opdræt og hold af landbrugsdyr. 4) Dyrkning og tilstedeværelse af landbrugsprodukter, herunder lavskov med kort omdriftstid og paludikulturer. 5) Opfyldelse af plejeforpligtelse under støtteordningen "Tilskud til pleje af græs- og naturarealer", dog foruden forpligtelse til fast græsningstryk.
Stk. 3. Areal, der ikke anvendes til produktion, skal opretholdes i landbrugsmæssig stand i form af slåning senest den 25. oktober eller anden vedligeholdelse, der sikrer, at der ikke sker opvækst af træer og buske ud over, hvad der er angivet i §§ 11 og 12, §§ 19 og 20 og §§ 31-35.
Stk. 4. Ansøger, der også anvender et areal til andet end landbrug, er forpligtet til at sikre, at den anden anvendelse ikke i væsentlig grad medfører, at landbrugsaktiviteten ikke kan udføres eller bliver hæmmet af den anden aktivitet på arealet i dyrkningsperioden 15. marts til og med 25. oktober.