BEK 97/2023 · Bekendtgørelse om krav til digitale standard bogføringssystemer
BEK 97/2023 Art. 1
Anvendelsesområde og definitioner
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på digitale standard bogføringssystemer der markedsføres her i landet til virksomheder, der er omfattet af § 16, stk. 1, i lov om bogføring, og hvor det digitale standard bogføringssystem skal anmeldes efter § 19, stk. 1, 2. pkt., i lov om bogføring.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder tilsvarende anvendelse på moduler og udvidelser til et digitalt standard bogføringssystem, hvis 1) de varetager funktioner, som et digitalt standard bogføringssystem efter denne bekendtgørelse skal understøtte, og 2) virksomheden direkte kan tilgå dem i bogføringssystemet.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på moduler og udvidelser fra en tredjepart, hvis udbyderen af det digitale standard bogføringssystem har indgået aftale med tredjeparten om, at modulet eller udvidelsen skal være direkte tilgængeligt i bogføringssystemet.