BEK 71/2023 Art. 5
Ansøgning og prioritering
Ansøgning om tilsagn om tilskud og ansøgning om deltagelse i ordningen med ikke kompenseret alternativt virkemiddel kan ikke omfatte følgende arealer: 1) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret i IMK som markkrat. 2) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret i IMK som landskabstræk i form af fortidsminder samt små søer omfattet af god landbrugs- og miljømæssig stand, jf. bekendtgørelse om konditionalitet for 2023. 3) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret som beliggende inden for 3-metersbræmmer omfattet af god landbrugs- og miljømæssig stand, jf. bilag 4. 4) Arealer, der for ansøgningsåret er registreret i IMK som arealer, der ikke er tilskudsberettigede under grundbetalingsordningen. 5) Arealer, der den 1. november 2022 er registreret som et § 3-areal på Danmarks Miljøportal, jf. bilag 4. 6) Arealer, der for ansøgningsåret er anmeldt i fællesskema som småbiotoper under grundbetalingsordningen, som småbiotoper til opfyldelse af GLM 8, jf. bekendtgørelse om konditionalitet for 2023, eller som småbiotoper omfattet af ansøgning om tilskud i medfør af bekendtgørelse om tilskud til biodiversitet og bæredygtighed for 2023, jf. artikel 31 i forordning (EU) 2021/2115.
Stk. 2. De i stk. 1 anførte arealer kan dog indgå i den indtegnede ansøgte mark. Hvis den indtegnede ansøgte mark ikke overlapper med arealer, som omhandlet i stk. 1, anses størrelsen af den ansøgte mark som størrelsen af den indtegnede mark. Hvis den indtegnede ansøgte mark overlapper med arealer, som omhandlet i stk. 1, anses de overlappende arealer ikke som omfattet af ansøgning og fratrækkes størrelsen af den indtegnede mark ved fastsættelse af størrelsen af den ansøgte mark.