Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 36/2023 · Bekendtgørelse for Grønland om registrering af skibe, herunder bareboat-registrering, og rettigheder over skibe i Dansk Skibsregister og optagelse i Fartøjsfortegnelsen af skibe med hjemsted i Grønland

BEK 36/2023 Art. 44

Registreringens foretagelse, retsvirkningstidspunkt og skibsbladet

In KraftAmtlicher Text

Anmeldelse om registrering af rettigheder, der er foretaget på originale papirdokumenter, som sendes med almindelig post til registrering, og som modtages i Søfartsstyrelsen inden kl. 14.30 på åbningsdage, anmeldes af skibsregistrator i DSRG efter kl. 14.30, men inden kl. 18.00 samme dag. Anmeldes to rettigheder herefter i samme skib samme dag, gives begge dokumenter samme anmeldelsestidspunkt. Dokumenter, som modtages efter kl. 14.30 på åbningsdage eller på dage, som ikke er åbningsdage, anmeldes af skibsregistrator i DSRG hurtigst muligt den næstfølgende åbningsdag inden kl. 18.00.

Stk. 2. Anmeldelse om registrering af rettigheder, der er foretaget på originale papirdokumenter, som indleveres personligt, herunder indlevering ved kurer eller lignende i Søfartsstyrelsens reception inden kl. 14.30 på Søfartsstyrelsens åbningsdage, anmeldes af skibsregistrator i DSRG umiddelbart efter modtagelsen og i den rækkefølge, de er modtaget, dog senest kl. 18.00 samme dag. Dokumenter, som modtages efter kl. 14.30 på åbningsdage eller på dage, som ikke er åbningsdage, anmeldes af skibsregistrator i DSRG hurtigst muligt den næstfølgende åbningsdag inden kl. 18.00.

Stk. 3. Anmeldelser, der er foretaget på originale papirdokumenter, jf. stk. 1 og 2, opnår et anmeldelsestidspunkt, svarende til det tidspunkt, hvor skibsregistrator foretager anmeldelse i DSRG.

Stk. 4. Anmeldelser, som afvises fra anmeldelse, opnår ikke et anmeldelsestidspunkt.

Stk. 5. Anmeldelser, som kræves berigtiget, før registrering kan ske, opnår et anmeldelsestidspunkt på det tidspunkt, hvor anmeldelsen er sket. Hvis en sådan anmeldelse ikke kan berigtiges, afvises anmeldelsen, og det opnåede anmeldelsestidspunkt fortabes.

Stk. 6. Alle dokumenter, som lægges i Søfartsstyrelsens postkasse, anses som fremsendt med post, jf. stk. 1.

Stk. 7. Anmeldes modstridende rettigheder over samme skib, og skal anmeldelserne have samme anmeldelsestidspunkt, jf. stk. 1, 2. pkt., registreres hvert af dokumenterne med anmærkning om det andet. Er begge de anmeldte rettigheder adkomstdokumenter, anmeldes begge dokumenter i DSRG, og adkomsthaverne gives en frist, jf. § 34, stk. 3, i søloven som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, til ad rettens vej eller på anden måde at ordne deres indbyrdes forhold. Overskrides fristen, afvises det anmeldte fra DSRG.

Stk. 8. Indleveres flere pantedokumenter eller rådighedsindskrænkninger på papir vedrørende samme skib samtidigt, jf. stk. 1-5, gives de sideordnet prioritet, medmindre dokumenterne selv angiver indbyrdes respekt. Hvis der foreligger en mindre uoverensstemmelse mellem dokumenternes indhold, gives der anmærkning herom.

Stk. 9. Dokumenter, som sendes med post eller kurer, skal indgives til Søfartsstyrelsen. Søfartsstyrelsens adresse og åbningstider fremgår af Søfartsstyrelsens hjemmeside.