BEK 1654/2022 Art. 49
Producentregister for køretøjer
Producenters og deres repræsentanters registrering i producentregistret skal indeholde de oplysninger, som er nævnt i bilag 5.
Stk. 2. Registreringspligten er først opfyldt, når: 1) samtlige oplysninger, jf. bilag 5, er indberettet fyldestgørende, og 2) når gebyr for registrering er betalt i overensstemmelse med § 56.
Stk. 3. Dansk Producentansvar skal bekræfte registreringen i producentregistret over for producenten senest 14 dage efter, at registreringen er sket.
Stk. 4. Producenten kan på ethvert tidspunkt registrere en repræsentant i producentregistret, herunder skift af repræsentant eller ophør af repræsentant. Hver producent kan kun registrere én repræsentant. Repræsentanten kan på ethvert tidspunkt registrere ophør af repræsentanten. Dansk Producentansvar bekræfter inden 7 dage efter registreringen af ophør af en repræsentant over for både producenten og den ophørte repræsentant.
Stk. 5. Dansk Producentansvar beder den fysiske eller juridiske person, som producenten har registreret som repræsentant, om inden 7 dage digitalt at be- eller afkræfte registreringen som repræsentant, herunder at de registrerede oplysninger om repræsentanten er korrekte, og at repræsentanten har gjort sig bekendt med sine forpligtelser efter miljøbeskyttelsesloven og denne bekendtgørelse. Overskrides fristen eller afkræfter den fysiske eller juridiske person, som producenten har registreret som repræsentant, registreringen som repræsentant, gennemføres registreringen ikke af Dansk Producentansvar, hvilket samtidig meddeles producenten.