BEK 1560/2022 Art. 1
Området for ordningen
I sager, hvori der er afsagt dom om ubetinget anstaltsanbringelse for en grovere overtrædelse af kriminalloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, eller en seksualforbrydelse, kan forurettede efter anmodning underrettes om den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse og om eventuel undvigelse efter reglerne i denne bekendtgørelse. Efter tilsvarende regler kan forurettede desuden efter anmodning underrettes, hvis gerningsmanden under afsoning og på institutionens område med institutionens viden medvirker i optagelserne til et tv- eller radioprogram produceret til udsendelse i Grønland, hvori den pågældende har en fremtrædende rolle, eller i et portrætinterview i et grønlandsk dagblad. Det samme gælder ved medvirken i optagelserne af et sådant tv- eller radioprogram eller interview uden for institutionens område i tilfælde, hvor institutionen har meddelt tilladelse til udgang med viden herom.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis den dømte i stedet for ubetinget anstaltsanbringelse er dømt til anbringelse i hospital eller institution mv. efter kriminallovens § 157, dømt til forvaring efter kriminallovens § 161 eller dømt til anbringelse i en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark efter de tidligere gældende regler.
Stk. 3. Underretning skal kun gives, hvis den dømte har været tilbageholdt før dom og ikke har været løsladt mellem dommens afsigelse og fuldbyrdelse.
Stk. 4. Underretning kan afslås, hvis væsentlige hensyn til den dømte taler for det.