BEK 1077/2022 Art. 7
Ordregivere kan kræve, at den valgte tilbudsgiver giver en andel af kontrakten i underentreprise til tredjemand. Andelen angives i et interval, der består af en mindste og en største procentdel. Den største procentdel må ikke overstige 30 pct. af kontraktens værdi.
Stk. 2. Intervallet nævnt i stk. 1, skal stå i forhold til kontraktens genstand og værdi samt arten af den erhvervssektor, det drejer sig om, herunder konkurrenceniveauet på det pågældende marked og den pågældende erhvervssektors relevante tekniske formåen.
Stk. 3. Ordregivere skal kræve, at tilbudsgiverne i deres tilbud specificerer, hvilken del eller hvilke dele af deres tilbud de har til hensigt at give i underentreprise for at opfylde krav stillet af ordregiver i henhold til stk. 1.
Stk. 4. Ordregivere kan kræve, at tilbudsgiverne specificerer, hvilken del eller hvilke dele af deres tilbud de har til hensigt at give i underentreprise ud over den andel, som ordregiver har krævet i henhold til stk. 1, samt de underentreprenører, tilbudsgiverne allerede har valgt.
Stk. 5. Den valgte tilbudsgiver giver en andel i underentreprise svarende til den procentdel, som ordregiver pålægger tilbudsgiveren at give i underentreprise i henhold til stk. 1, i overensstemmelse med bestemmelserne i forsvars- og sikkerhedsdirektivets afsnit III om regler for underentrepriser.