BEK 1037/2022 Art. 3
Virksomheden skal sikre, at de af dens ansatte, der yder investeringsrådgivning, rådgivning om puljer eller formidler information om investeringsprodukter, jf. § 1, stk. 1, nr. 1-3 er i stand til at yde en forsvarlig rådgivning eller formidling, jf. stk. 2-4.
Stk. 2. Den ansatte skal have 6 måneders dokumenteret fuldtidserfaring med ydelsen af den tjenesteydelse, som den ansatte yder efter § 1, stk. 1, nr. 1-3, og kompetencer inden for følgende områder: 1) Relevant lovgivning. 2) Investeringsprodukter. 3) Økonomisk forståelse.
Stk. 3. Ansatte, der yder investeringsrådgivning og rådgivning om puljer, jf. § 1, stk. 1, nr. 1-2, skal have kompetencer som nævnt i denne bekendtgørelses bilag 1.
Stk. 4. Ansatte, der formidler information om investeringsprodukter, jf. § 1, stk. 1 nr. 3, skal have kompetencer som nævnt i denne bekendtgørelses bilag 2.
Stk. 5. Virksomheden skal mindst én gang om året vurdere, om den ansatte lever op til kravene i stk. 2-4.
Stk. 6. Såfremt den ansatte ikke har kompetence eller relevant erfaring i medfør af stk. 2, kan den ansatte yde investeringsrådgivning, rådgivning om puljer og formidling af information, jf. stk. 1, under opsyn af en medarbejder, der opfylder kompetencekravene i stk. 1-4, i en periode på højest fire år.