Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 993/2022 · Bekendtgørelse om pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger II

BEK 993/2022 Art. 10

In KraftAmtlicher Text

Trafikstyrelsen giver meddelelse til ansøgerne, jf. § 4, om beslutninger om tildeling af tilskud til de enkelte projekter, jf. § 7, og forestår udbetaling af puljemidler.

Stk. 2. Ændring af et projekt kan godkendes af Trafikstyrelsen på betingelse af, at ændringen efter Trafikstyrelsens vurdering er i overensstemmelse med projektets formål, jf. ansøgers projektbeskrivelse efter bilag 1. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Trafikstyrelsen, inden ændringen iværksættes.

Stk. 3. Længerevarende projekter af over et års varighed skal én gang årligt rapportere om projektets status til Trafikstyrelsen. Afrapportering for det foregående år skal være modtaget af Trafikstyrelsen senest den 31. januar. På Trafikstyrelsens hjemmeside findes en skabelon herfor, som skal benyttes.

Stk. 4. Der skal foretages afrapportering af det endelige projekt. Skabelon til brug herfor findes på Trafikstyrelsens hjemmeside. Slutrapporten tilsammen med en revisionsrapport indsendes til Trafikstyrelsen, i henhold til en af Trafikstyrelsen på forhånd fastsat tidsfrist, jf. bilag 1.

Stk. 5. Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren eller tilskudsmodtageren.

Stk. 6. I det omfang ansøgeren anvender samarbejdspartnere, jf. § 4, stk. 2, er ansøgeren forpligtet til i nødvendigt omfang at fremskaffe oplysninger efter stk. 3 fra den pågældende samarbejdspart.

Stk. 7. Tilskudsmodtager skal straks underrette Trafikstyrelsen, hvis 1) der foreligger forhold, som efter stk. 8 eller 9 kan medføre helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, eller 2) der foreligger forhold, som efter § 11 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud.

Stk. 8. Trafikstyrelsen træffer beslutning om, at tilskuddet eller tilsagn om tilskud bortfalder, hvis 1) ansøger eller tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) ansøger eller tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 7, 3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning eller eventuelle senere ændringer, som er godkendt af Trafikstyrelsen, 4) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende regnskabs- og revisionsinstruks, jf. § 14, stk. 2, ikke opfyldes, eller 5) tilskuddet uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål, end beskrevet i projektbeskrivelsen, jf. bilag 1, eller eventuelle senere ændringer, som er godkendt af Trafikstyrelsen, jf. stk. 2.

Stk. 9. I det omfang, udgifterne bliver mindre end forudsat i projektbudgettet, reduceres støtten fra Trafikstyrelsen forholdsmæssigt og under hensyn til, hvilke dele af projektet der er billigere end forudsat, jf. § 2, stk. 1. Såfremt udgifterne bliver større end forudsat, kan den statslige støtte fortsat maksimalt udgøre det beløb, som fremgår af tilsagnsskrivelsen.