BEK 948/2022 · Bekendtgørelse om et midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere
BEK 948/2022 Art. 1
Fælles bestemmelser
Udbetalingen af det midlertidige børnetilskud sker til den registrerede moder, når barnets forældre er gifte eller samlevende og har fælles folkeregisteradresse, jf. § 8, stk. 1, 1. pkt., i loven. Udbetalingen af det midlertidige børnetilskud sker til den forælder, der efter parrets oplysning til Udbetaling Danmark skal modtage det midlertidige børnetilskud, når forældrene er af samme køn, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt., i loven. Udbetaling af det midlertidige børnetilskud sker til den berettigede forælder, når kun den ene af forældrene opfylder betingelserne for at modtage det midlertidige børnetilskud, jf. § 8, stk. 2, i loven.
Stk. 2. Ved ændringer, der har betydning for udmålingen af midlertidigt børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere, og hvor en forsørger fortsat har ret til at modtage midlertidigt børnetilskud og eventuelt tillæg til enlige forsørgere, beregnes tilskuddet på grundlag af de ændrede forhold fra første dag i den følgende måned, jf. § 5, stk. 3, i loven, når ændringen fremgår af Folkeregisteret eller Udbetaling Danmark har modtaget oplysninger fra kommunen herom.
Stk. 3. Ved beregningen af midlertidigt børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere afrunder Udbetaling Danmark til nærmeste hele kronebeløb. Når det midlertidige børnetilskud skal fordeles mellem flere børn, afrundes det enkelte beløb pr. barn til nærmeste hele kronebeløb.
Stk. 4. Fordelingen af det midlertidige børnetilskud mellem børn under 15 år med bopæl på forældrenes folkeregisteradresse skal fremgå af udbetalingsmeddelelsen fra Udbetaling Danmark.